BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger en speciallæge med lyst til ledelse, samarbejde på tværs, uddannelse og forbedringsarbejde pr. 1. januar 2025 eller efter aftale Hvilken slags afdeling er vi?
Endokrinologi er en del af Medicinsk Afdeling for Nyresygdomme, Diabetes- og Hormonsygdomme, Ældresygdomme og Diætister.
Specialet har en god lægebemanding og en stabil gruppe af unge speciallæger, hvoraf en del er på deltid i klinikken på grund af forskning. Der er aktuelt 3 overlæger, 3 afdelingslæger, 5 HU-læger og et vekslende antal læger i introduktionsstillinger. Vi har et godt arbejdsmiljø med fokus på samarbejde, medindflydelse, patientforløb af høj kvalitet samt personlig og faglig udvikling. Vi arbejder kontinuerligt med forbedringsindsatser i afdelingen og prioriterer efteruddannelse og kongresdeltagelse.
Speciallægegruppen er dynamisk med et tæt/godt samarbejde hvor interesse/ansvarsområder aftales indbyrdes mellem speciallægerne afhængig af interesse og kvalifikationer.
Fælles sengeafsnit
Afdelingen råder over et fælles sengeafsnit med 22 sengepladser, hvor vi har et samlet stuegangshold med læger fra specialerne, kompetent plejepersonale samt tilknyttede fysioterapeuter, ergoterapeuter og diætister. Vi bestræber os dermed på at give de indlagte patienter et veltilrettelagt patientforløb med (tvær)faglig høj kvalitet.
Diabetes-, Hormon- og Overvægtsambulatoriet
Diabetes-, Hormon- og Overvægtsambulatoriet varetager diagnostik og behandling af endokrinologiske sygdomme i et optageområde på cirka 230.000 indbyggere. Ambulatoriet omfatter diabetes (læger, sygeplejersker, diætist og øjenfotoscreening), thyreoidea ambulatorium (UL-skanner), osteoporose ambulatorium (DEXA skanner), bariatri ambulatorium med både komplikationspatienter og nyhenviste til vurdering til kirurgi samt udredning og behandling af andre hormonsygdomme (binyrer og hypofyse).
Daghospitalet i Grindsted
På Daghospitalet i Grindsted driver vi et diabetesambulatorium for læger cirka hver 14. dag, et fast diabetesambulatorium for sygeplejersker samt en dexascanner.
Forskning og StenoPartner
I afdelingen forefindes en aktiv forskningsenhed, hvor der er ansat en professor, to kliniske lektorer, to forskningssygeplejersker samt PhD studerende. Forskningen er stærk både inden for diabetes, adipositas og osteoporose. Vi har i samarbejde med forskningsenheden og fysioterapien ligeledes udviklet Syddansk Overvægtsinitiativ, som tilbyder systematisk og fokuseret udredning og behandling af personer med overvægt og fedme. I 2023 blev Syddansk overvægtsinitiativ udvidet med et Videncenter for overvægt og konceptet blev udbredt til de øvrige sygehuse i regionen. Vi har ligeledes en ekstern klinisk lektor med funktion i forhold til kandidatuddannelsen i medicin og stamafdelingskonceptet. Stamafdelingskonceptet indebærer, at de kandidatstuderende igennem hele uddannelsesforløbet har en fast tilknytning og tilhørsforhold til en bestemt stamafdeling og speciale.
Afdelingen er Stenopartner og deltager i flere projekter i forbindelse med partneraftalen og arbejder tæt sammen med Steno Diabetes Center Odense samt øvrige Stenopartnere i regionen.
Stillingen som ledende overlæge
Du bliver en del af afdelingens lederteam, der består af en cheflæge og en chefsygeplejerske, to funktionsledere for plejepersonalet, en uddannelsesansvarlig overlæge samt en ledende lægesekretær. Du får ansvaret for personaleledelsen af specialets speciallæger og HU-læger, hvilket indebærer, at du skal sikre trivsel blandt det lægefaglige personale samt understøtte rekruttering og fastholdelse af talent i området. Du vil derudover skulle understøtte den uddannelsesansvarlige overlæge med varetagelsen af uddannelse, introduktion og kompetenceudvikling af yngre læger.
I samarbejde med det øvrige lederteam får du en vigtig rolle i forhold til planlægningen af den daglige drift, herunder prioritering af opgaver under hensyntagen til såvel den ambulante funktion som vagt- og stuegangsfunktionen. Du vil ligeledes skulle indgå i det daglige kliniske arbejde med stuegang i sengeafsnittet samt Diabetes-, Hormon- og Overvægtsambulatoriet.
Afdelingen er kendetegnet ved høj patienttilfredshed, patientinddragelse samt fokus på opfyldelse af kvalitetsmål og patientrettigheder. Som ledende overlæge har du ansvaret for at fastholde dette samtidig med, at du fortsat udvikler specialet og vores funktioner med afsæt i Den Syddanske Forbedringsmodel samt nye faglige standarder og retningslinjer. Du deltager herunder i udviklingen af strategier og indsatser, så afdelingen efterlever sygehusets strategiske målsætninger. Det giver dig en nøglerolle i samarbejdet med interne lederkolleger samt eksterne samarbejdspartnere på andre kliniske afdelinger og i primær sektor.
Der er mulighed for samarbejde med forskningsenheden afhængigt af interesser.
Kvalifikationer
- Speciallæge og overlægekvalificeret i endokrinologi eller intern medicin: endokrinologi.
- Lyst til ledelse og dermed i besiddelse af gode samarbejdsevner.
- Ajour med international forskning og udvikling inden for specialet.
- Erhvervet relevant lederuddannelse eller lyst til at tage det på sigt.
- Evner en kontinuerlig udvikling og forbedring af det endokrinologiske speciale med afsæt i Den Syddanske Forbedringsmodel.
- Evner at arbejde selvstændigt, ansvarligt, fleksibelt og loyalt.
De medicinske afdelinger har et fælles medicinsk vagthold til at dække intern medicinsk FAM døgnet rundt samt sengeafdelingerne i vagten. Det medicinske vagthold består på nuværende tidspunkt af en forvagt, en mellemvagt, en bagvagt 1 og en bagvagt 2, hvor erfarne HU5-læger, afdelingslæger og overlæger indgår i vagtfælleskabet som medicinsk bagvagt enten i dagvagt fra kl. 8-16 eller som en tilstedeværelsesvagt fra kl. 15.30-08.30. Der er på nuværende tidspunkt cirka 24 læger i vagtlaget og der er weekendstuegang på samtlige medicinske sengeafsnit.
Du vil som ledende overlæge indgå i vagtholdet som bagvagt 1 og gå weekendstuegang på egen afdeling.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst med Foreningen af Speciallæger.
Ansøgningsfristen er den 3. november 2024.
Der indhentes børneattest forud for ansættelse.
Kontakt
Du er meget velkommen til at kontakte Cheflæge Majbritt Knudsen på mail majbritt.gronborg.knudsen@rsyd.dk eller telefonnumer 20 23 34 72, hvis der er spørgsmål til stillingen eller afdelingen.
Ansøgningen bedes udformet således, at du forholder dig til de 7 lægeroller, som danner baggrund for en overlægebedømmelse.
Se funktionsbeskrivelsen for stillingen her.
Esbjerg og Grindsted Sygehus
Et akutsygehus for det sydvestjyske område i Region Syddanmark med aktiviteter i henholdsvis Esbjerg og Grindsted samt veneklinik i Brørup. Esbjerg Sygehus rummer de fleste kliniske specialer på et højt fagligt niveau sammen med en udbygget og moderne diagnostisk funktion. Der behandles ca. 40.000 indlagte patienter om året, og der gennemføres ca. 285.000 ambulante besøg på årlig basis. Sygehuset står over for en række spændende, strategiske udfordringer, hvor de væsentligste er:
- Patient og kundefokus
- Det hele sygehus
- Tilpasning til nye vilkår
Med kandidatuddannelsen i medicin, bringer det sygehuset i selskab med kun 4 andre sygehuse i landet, og giver os en helt særlig rolle.
Esbjerg Sygehus samarbejder med Esbjerg kommune, om at skabe gode vilkår for god integration i lokalområdet, hvis du kommer udenbys fra og gerne vil bosætte dig med familie. Esbjerg kommune tilbyder rådgivning gennem deres Tilflytterservice og hjælp til at finde job til partneren igennem kommunens netværk.
Vi ser frem til at høre fra dig!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sydvestjysk Sygehus, Finsensgade, 6700 Esbjerg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6127538