22-årig blev anholdt i går: I dag blev han idømt et år og fire måneders fængsel

dato

Retten i Kolding har i dag idømt en 22-årig mand fra Esbjerg en ubetinget fængselsstraf for besiddelse af euforiserende stoffer

En 22-årig mand fra Esbjerg er i dag blevet idømt et år og fire måneders ubetinget fængsel.

 

Manden kom tirsdag eftermiddag kørende ad Hejnsvigvej ved Billund, hvor han blev standset af en patrulje fra Sydøstjyllands Politi. En narkohundepatrulje blev tilkaldt for at ransage bilen, hvori der blandt andet blev fundet kontanter og cirka 11 gram kokain.

 

Fundet førte til, at mandens bopæl i Esbjerg også blev ransaget. Her blev der fundet større kontantbeløb samt euforiserende stoffer – heriblandt hash og tramadol-piller.

 

”Vi er glade for at Sydøstjyllands Politi dermed har fået de euforiserende stoffer væk fra gaden i Esbjergog for at gerningsmanden er blevet retsforfulgt,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Den anholdte mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, og her blev han altså idømt en straksdom for besiddelse af 9480 tramadol-piller, 1231,95 gram hash delvist med henblik på videreoverdragelse samt for besiddelse af 11,5 gram kokain og 64,57 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.

 

Han er også dømt for at være i besiddelse af 66.000 kroner, som stammede fra salg af ikke under 1100 gram hash. Desuden fastslår dommen, at de 66.000 kroner konfiskeres. Det samme skal de fundne stoffer, tre digitalvægte og pølsemandsposer.

 

”Vi har fortsat stort fokus på dette område, og opfordrer alle, der kender til handel med eller besiddelse af  euforiserende stoffer til at kontakte politiet. Det kan man gøre døgnet rundt på telefon 1-1-4, så tager vi os af sagerne,” siger Søren Rønnov.

 

Den 22-årige blev fængslet efter dom.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi