To personer er varetægtsfængslet efter overfald på Grådybet i Esbjerg den 14. september
Den 56-årige mand, der den 14. september var udsat for et voldeligt overfald i sit hjem på Grådybet i Esbjerg, er nu død. Manden blev fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed og bragt til sygehuset. Her døde han søndag aften, og der skal nu foretages en obduktion for at fastslå dødsårsagen. De nærmeste pårørende er underrettet.
Politiet indledte efter anmeldelsen straks en efterforskning, der førte frem til to personer, som den 15. september blev fremstillet og varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør sigtet for grov vold. Der er tale om en 43-årig mand og en 42-årig kvinde. Efterforskningen ledte yderligere til en 31-årig mand, som også blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
Den 42-årige kvinde blev onsdag løsladt. Hun er fortsat sigtet i sagen. Generelt har politiet og anklagemyndigheden pligt til løbende at vurdere, om betingelserne for en fortsat varetægtsfængsling er til stede, ligesom det skal vurderes, om det er nødvendigt, at en person sidder fængslet under politiets efterforskning af en sag. De to mænd er fortsat varetægtsfængslet.
Den 56-årige mands død giver anledning til, at Syd- & Sønderjyllands Politi vil vurdere, hvorvidt sigtelserne i sagen skal ændres. Efterforskningen af sagen fortsætter, og af hensyn til den har politiet ikke yderligere kommentarer.