En 68-årig mand er sigtet for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser i tog
En 68-årig mand fra Vejen Kommune blev i dag varetægtsfængslet i fire uger. Han blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for gentagne tilfælde af blufærdighedskrænkelse.
Den 68-årige mand blev anholdt onsdag den 17. december og blev fremstillet torsdag klokken 13 ved retten i Esbjerg sigtet for 12 tilfælde af blufærdighedskrænkelser, der har fundet sted mellem den 11. oktober og anholdelsen i går. Ni af krænkelserne er sket i tog på strækningen mellem Esbjerg og Kolding, hvor manden har blottet sig over for kvinder og befølt sig selv.
”Jeg er godt tilfreds med, at den sigtede er blevet fængslet, da de gentagne tilfælde af blufærdighedskrænkelser er meget utryghedsskabende,” siger anklagerfuldmægtig Kasper Jørgensen.
Den 68-årige nægtede sig skyldig, men erkendte i det væsentligste de faktiske omstændigheder og kærede ikke kendelsen.