BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
1-2 speciallægestillinger som afdelingslæger i endokrinologi søges til Medicinsk Afdeling for Nyre, Hormon, Ældre og Diætister, Syddansk Universitetshospital, pr. 1. juni 2024 eller efter aftale. Diabetes, Hormon og Overvægt Ambulatoriet varetager diagnostik og behandling af endokrinologiske sygdomme i et optageområde på ca. 210.000 indbyggere.
Ambulatoriet består i Esbjerg af et fuldt udbygget endokrinologisk ambulant tilbud inklusiv diabetes (læger, sygeplejersker, diætist, øjenfotoscreening), thyreoidea ambulatorium (UL-skanning), osteoporose ambulatorium (DEXA skanning og injektion/infusionsbehandling) og udredning og behandling af andre hormonsygdomme (binyrer, hypofyse). Afdelingen varetager desuden udredning og behandling af personer med svær overvægt herunder præoperativ vurdering og postoperativ opfølgning af komplicerede bariatriske patienter.
I Daghospitalet i Grindsted driver vi et diabetesambulatorium for læger ca. hver 14. dag, et fast diabetesambulatorium for sygeplejersker samt en dexascanner.
I afdelingen forefindes en aktiv forskningsenhed. Der er ansat én professor, tre kliniske lektorer, to forskningssygeplejersker samt ph.d. studerende. Forskningen er stærk både inden for diabetes, adipositas og osteoporose, og der er gode muligheder for at udvikle forskningsområdet inden for andre endokrinologiske subspecialer.
Afdelingen er Steno Partnerhospital, og deltager i flere projekter i forbindelse med partneraftalen og samarbejder tæt med Steno Diabetes Center Odense og øvrige Partnerhospitaler i regionen.
Specialet har en generelt god lægebemanding inklusiv en stabil gruppe af unge speciallæger. Der er aktuelt 3 overlæger (inkl. professorat) og 3 afdelingslæger i specialet, hvoraf en del er deltids i klinikken primært pga. forskning.
Vi har derudover en ekstern klinisk lektor med funktion ift. kandidatuddannelsen i medicin og stamafdelingskonceptet. Stamafdelingskonceptet indebærer, at de kandidatstuderende igennem hele uddannelsesforløbet har en fast tilknytning og tilhørsforhold til en bestemt stamafdeling og et speciale.
Specialet har læger i uddannelsesforløb i klinisk basisuddannelse, introduktionsstilling til intern medicin og i hoveduddannelse Medicinsk: endokrinologi.
Specialet Endokrinologi er en del af Medicinsk Afdeling for Nyre, Hormon, Ældre og Diætister
Afdelingen råder over et fælles sengeafsnit, B2 Medicin med 22 senge. På lægesiden har vi et samlet stuegangshold med læger fra de to specialer samt kompetent plejepersonale og tilknyttede fysioterapeuter, ergoterapeuter og diætister. Vi bestræber os på at give de indlagte patienter et veltilrettelagt patientforløb med tværfaglig høj kvalitet.
Vi har et godt arbejdsmiljø med fokus på samarbejde, medindflydelse, patientforløb af høj kvalitet samt personlig og faglig udvikling. Vi arbejder kontinuerligt med forbedringsindsatser i afdelingen og efteruddannelse/kongresdeltagelse prioriteres.
Afdelingslægestillingen:
Speciallægen skal sammen med de øvrige speciallæger sikre en fortsat faglig udvikling, og forventes at deltage i undervisning, supervision, forbedringsarbejde og kvalitetssikring.
Speciallægen vil indgå i det daglige kliniske arbejde med stuegang i sengeafsnit, ambulatoriefunktionen i Diabetes og Hormon ambulatoriet, weekendstuegang og vagten i FAM.
Speciallægegruppen er dynamisk med et tæt/godt samarbejde hvor interesse/ansvarsområder aftales mellem speciallægerne indbyrdes afhængig af interesse og kvalifikationer.
Der er mulighed for samarbejde med forskningsenheden afhængigt af interesser.
Kvalifikationer
- Speciallæge i intern medicin: endokrinologi
- Klinisk erfaring
- Gode samarbejdsevner
- Lyst til variation i arbejdet i form af at være i akutmodtagelse, sengeafdelingen og varetage elektive forløb.
- Interesse for forskning, forbedringsarbejde og videreudvikling af den endokrinologiske funktion på sygehuset.
- Gode pædagogiske evner inden for uddannelse af yngre kolleger, inkl. undervisning.
De medicinske afdelinger har et fælles medicinsk vagthold til dækning af intern medicinsk FAM døgnet rundt samt sengeafdelingerne i vagten. Derudover er der et kardiologisk vagthold. Det medicinske vagthold er pt. en forvagt, en mellemvagt, en bagvagt 1 og en bagvagt 2.
Der er weekendstuegang på samtlige medicinske sengeafsnit.
Erfarne HU5 læger, afdelingslæger og overlæger indgår i vagtfælleskabet som medicinsk bagvagt 1, enten som en dagvagt 8-16 eller som en tilstedeværelsesvagt 15.30-08.30. Der er pt. ca. 20 læger i vagtlaget.
Esbjerg og Grindsted Sygehus – Syddansk universitetshospital har høje ambitioner, og ønsker at være blandt landets allerbedste. Med etablering af Syddansk Universitetshospital og kandidatuddannelsen i medicin bringer det sygehuset i selskab med kun 4 andre sygehuse i landet og giver os en helt særlig rolle. Vi er pt. 3000 medarbejdere fordelt på 3 sygehuse i regionen og har de fleste specialer repræsenteret på et højt fagligt niveau med en udbygget og moderne diagnostisk funktion og akutmodtagelse.
Vi er en attraktiv arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Vi sætter faglig kvalitet, udvikling og forskning højt på dagsordenen og arbejder hele tiden for gennem dialog, anerkendelse og uddannelse af medarbejdere at sikre borgerne sammenhængende patientforløb og en god oplevelse i mødet med sygehuset
Løn- og ansættelsesvilkår:
I henhold til gældende overenskomst med Foreningen af Speciallæger/Foreningen af Yngre læger. Der indhentes børneattest.
Se funktionsbeskrivelse for stillingen.
Kontakt:
Du er meget velkommen til at kontakte konst. ledende overlæge Claus Bogh Juhl for yderligere oplysninger, på mail claus.bogh.juhl@rsyd.dk, tlf. 60 86 71 72 eller cheflæge Majbritt Knudsen, på mail majbritt.gronborg.knudsen@rsyd.dk, tlf. 20 23 34 72.
Ansøgningen skal være sygehuset i hænde senest den 8. april 2024.
Ansøgningen bedes udformet således, at ansøger forholder sig til de 7 lægekompetencer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sydvestjysk Sygehus, Finsensgade, 6700 Esbjerg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6009475