BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at skabe værdi gennem data og sikre et solidt datafundament? Vil du være med til at sikre at udviklingen med automatisering og datamodellering lykkes? Er du detaljeorienteret og struktureret og synes du det lyder spændende at lede efter hullerne i osten? Så er du måske vores nye kollega i DataManagement.
Vi arbejder for at skabe sikkerhed for de danske forbrugere, så de kan have tillid til de produkter, de køber på EU’s indre marked. Virksomheder skal opleve lige markedsvilkår, og derfor kontrollerer vi, at de erhvervsdrivende overholder de gældende lovkrav. Det gør vi ved at føre tilsyn hos virksomheder, kontrollere produkter, udstede autorisationer ligesom vi vejleder og kommunikerer om regler og meget andet.
Vi søger en medarbejder til at træde ind i rollen som dataanalytiker. Du vil bidrage til at sikre en solid,
struktureret og ensartet tilgang til datagovernance og -analyse i styrelsen, og derigennem sikre en høj kvalitet af de data, vi skaber og anvender. Samtidig hjælper du vores forretning med at analysere resultaterne af deres tilsyn og kontroller, så data kan bruges til at målrette nye aktiviteter og indsatser, samt underbygge styrelsens strategiske arbejde for at skabe sikkerhed for danske forbrugere.
Om os Du vil blive placeret i Sikkerhedsstyrelsens digitaliseringsafdeling, hvor der er kort fra ide til handling. Vi er en digital myndighed, som ved hjælp af datadrevet markedsovervågning og tilsynsaktiviteter bidrager til, at Danmark er et attraktivt land at drive virksomhed i og ikke mindst et trygt land for forbrugerne.
Digitalisering består af 4 teams og tilsammen 30 kollegaer.
I Digitalisering har vi ansvaret for IT-drift, IT-sikkerhed, arkitektur, datamanagement og softwareudvikling. En bred vifte af opgaver, der tilsammen sikrer udvikling af data-drevne processer og systemer til gavn for vores brugere.
Du kommer til at være en del af datamanagement-teamet (DM), som har en god og samarbejdsorienteret kultur. Du vil få 9 engagerede kollegaer: 3 analytikere og 6 data scientists.
DM varetager alle styrelsens dataanalyseopgaver og har det overordnede ansvar for at sikre, at styrelsens data har den ønskede struktur og kvalitet. Vi arbejder efter Kanplan-metoden og mange af vores opgaver indebærer tæt samarbejde med kollegaer internt i DM og i resten af Sikkerhedsstyrelsen.
Dine opgaver Vi udvikler løbende vores processer og i den forbindelse er det vigtigt at sikre sammenhæng mellem systemer, struktur og fremtidens teknologier. Der er rig mulighed for alsidighed i de opgaver du får, og du kan udvikle dig i flere retninger.
Dine opgaver vil bl.a. bestå af:
- Datagovernance: Du er med til at fastlægge og sikre den governance der gælder for vores dataregistrering.
- Dataanalyse: Gennem kvantitative analyser og visuelle fremstillinger understøtter du forretningens behov for indblik i resultater og data.
- Omsætte forretningskrav: En del af din rolle bliver at rådgive og understøtte både udviklingsprojekter og driften i forbindelse med datastruktur og -governance.
- Daglig drift: Du vil som en del af teamet også komme til at bidrage til den daglige drift af løsninger. Dette kan f.eks. være dataudtræk, fejlsøgning eller bygning og vedligehold af PowerBI-rapporter.
- Du brænder for at skabe overblik og struktur og bliver ikke skræmt af komplekse processer eller problemstillinger.
- Det er en fordel hvis du har kendskab til Power BI eller lignende værktøjer, samt har erfaring med behandling af store datasæt.
- Du kan lide at have rollen som oversætter mellem slutbrugere og it-udviklere
- Du kan formidle den viden du tilegner dig og ser samarbejde som en nødvendighed for at lykkes.
- Du er nysgerrig, udfordrer gerne ”plejer” og er den første til at hamre i tasterne, når du ser en ny oplagt mulighed.
Selvom du måske ikke kan tjekke af på alle ovenstående områder, men synes at stillingen lyder spændende, og du kan se dig selv udvikle dig i den retning, så ser vi gerne en ansøgning fra dig alligevel.
Information og ansøgning Søg via knappen ”søg stilling” til højre i opslaget eller via vores hjemmeside www.sik.dk. Din ansøgning med CV og relevante eksamensbeviser skal være modtaget senest den 1. april 2024.
Du ansættes på fuld tid efter gældende overenskomst med tiltrædelse hurtigst muligt og gerne senest 1. juni 2024.
Vil du vide mere om stillingen så kontakt Mette Bøge Henriksen på telefon 33 73 20 45.
1. samtaler vil blive afholdt fredag den 5. april og mandag den 8. april. Anden samtalerunde forventes afholdt torsdag den 11. april og fredag den 12. april. Der bliver desuden anvendt personanalyser i rekrutteringsprocessen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sikkerhedsstyrelsen, Esbjerg Brygge, 6700 Esbjerg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6009566