To mænd blev idømt fængsel, mens retten afgjorde, at en tredje mand handlede i nødværge.
To mænd blev i dag ved Retten i Esbjerg dømt for vold begået den 22. oktober 2025 i en bolig i det centrale Varde.
En nu 32-årig mand og en 23-årig mand havde opsøgt en 27-årig mand og udsat ham for vold, hvorefter den 27-årige med kniv først stak den 32-årige, så han var i livsfare, hvorefter han stak den 23-årige, som kom lettere til skade.
Alle tre mænd blev dagen efter episoden fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold, hvor først den 27-årige blev varetægtsfængslet og senere også de to andre. Den 27-årige og 23-årige er senere blevet løsladt, mens den 32-årige har været varetægtsfængslet frem til dommen.
Den 32-årige blev idømt fem måneders fængsel, og den 23-årige blev idømt 80 dages fængsel.
Den 27-årige var ligeledes tiltalt i sagen for grov vold mod den 32-årige og 23-årige ved at have stukket dem med kniv. Retten i Esbjerg traf ved dagens dom afgørelse om, at knivstikkene var foretaget i nødværge, hvorfor den 27-årige er straffri og blev frifundet i forholdet.
De tre tiltalte modtog alle dommen.