Vil du lede et stærkt fagligt fællesskab med direkte betydning for borgernes møde med Skattestyrelsen? Vi søger to funktionsledere, som bliver en central del af arbejdet med at sikre professionel vejledning på skatteområdet og udvikle en enhed, der hver dag hjælper borgere med at navigere i komplekse skatteforhold.
Vejledningsområdet
Vejledning af borgere og virksomheder om deres skatteforhold er en kerneopgave i Skattestyrelsen, og vores mange dygtige medarbejdere i vejledningsområdet bidrager dagligt til at sikre effektiv vejledning, så borgere og virksomheder betaler deres skatter og afgifter korrekt og til tiden.
Vejledningsområdet håndterer årligt ca. 2 mio. telefonopkald, 200.000 skriftlige besvarelser og 425.000 henvendelser til vores chatbot. Som funktionsleder bliver du en central del af den opgave. Du får ansvaret for en enhed, der hver dag hjælper borgere med alt fra forskuds- og årsopgørelser til spørgsmål om internationale forhold – og du får mulighed for at præge, hvordan vi udvikler vores vejledning i takt med borgernes behov.
Du bliver leder for omkring 20 engagerede medarbejdere, der løser en vigtig samfundsopgave. Din rolle bliver at skabe retning, sikre trivsel og understøtte høj faglig kvalitet, samtidig med at du bidrager til den fortsatte udvikling af vores arbejdsgange og service.
En lederrolle med både drift og udvikling
Du får ansvaret for den daglige drift og personaleledelse, men rollen handler om mere end at få hverdagen til at fungere. Vi forventer, at du er nysgerrig på forbedringer og motiveres af at skabe resultater sammen med dine medarbejdere.
Du skal blandt andet:
- sætte retning og skabe fælles fokus i enheden
- understøtte medarbejdernes faglige udvikling og trivsel
- sikre effektiv planlægning og ressourceanvendelse
- bidrage til udvikling og optimering af processer og arbejdsformer
- samarbejde tæt med lederkolleger om fælles mål på tværs af organisationen
- varetager ledelsen på et konkret fagområde i samarbejder med lederkolleger i Vejledningen
Vejledning består af 10 Borgervejledningsenheder, 7 Virksomhedsvejledningsenheder samt 3 styringskontorer, som er placeret i Ribe, Esbjerg, Hjørring og Svendborg. Som funktionsleder refererer du til underdirektøren og indgår i et engageret lederteam, hvor sparring, samarbejde og fælles ansvar er en naturlig del af hverdagen. Her får du både mulighed for at bidrage med dine egne perspektiver og udvikle dig som leder i tæt samspil med erfarne kolleger.
Vi sørger for en grundig introduktion til opgaven og giver dig de bedste forudsætninger for at komme godt fra start. Samtidig bliver du en del af en kultur præget af tillid, engagement og en uformel omgangstone, hvor der også er plads til humor i en travl hverdag.
Fokus på ledelse og en stærk faglig profil
Vi ser gerne, at du har ledelseserfaring, men det afgørende er, at du er en dygtig leder, samt besidder de rette faglige og personlige kvalifikationer. Særligt lægger vi vægt på, at du har lyst til at skabe resultater gennem dig selv og dine medarbejdere. Noget af det vi vil kigge efter hos en ny leder er:
- Erfaring fra en politisk styret organisation, men dette er ikke et krav
- Vi forestiller os, at du har en skatte-/afgiftsfaglig uddannelse, en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende
- Du skal være en tydelig og nærværende leder, der sætter retning for din enhed
- Erfaring med driftsstyring og optimering
- Faglig viden om professionel kundeservice
- At du kan lede tillidsbaseret og empatisk
Ansøgning og CV bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 31. juli. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte underdirektør Maren Bach Grønbæk på 72374028. Send en sms forud for at aftale tidspunkt.
Vi afholder 1. samtaler den 6. august og 2. samtaler den 14. august. Der kan indgå en personprofilanalyse samt en logiktest og evt. case som en del af rekrutteringsprocessen. Inden ansættelse indhentes der straffeattest og referencer.
Stillingen er klassificeret i lønramme 36. Stillingen besættes på overenskomstvilkår. Du bliver ansat i Skatte- og Vækstministeriet med tilhørende institutioner. Den ene stilling er placeret i Ribe på Sorsigvej 35, 6760 Ribe og den anden stilling i Esbjerg på Nørregade 63, 6700 Esbjerg.
Hvis du i forvejen er tjenestemand og ansat internt i Skatte- og Vækstministeriets koncern, skal du stile din ansøgning til Kongen.
Hvis du går videre til ansættelse i rekrutteringsforløbet, skal du være opmærksom på, at vi foretager en undersøgelse af, om du har gæld, der er sendt til inddrivelse hos det offentlige. Vi undersøger ligeledes, om du har afgjorte kontrol- og/eller straffesager på skatte- og afgiftsområdet. Din ansættelse sker under forudsætning af, at vi ikke finder oplysninger om dig, der er uforenelige med en ansættelse i Skatte- og Vækstministeriets koncern.
Forventet tiltrædelse er den 1. oktober 2026 eller efter nærmere aftale.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Esbjerg, Nørregade, 6700 Esbjerg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-07-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/4bd16a21-0072-44de-a171-b3b2cdc55679