På trods af grå himmel og støvregn blev der søndag skabt masser af farver, latter og liv under åbningen af Lykkens Have i Esbjerg. Børnene strømmede til, så snart den grønne snor blev klippet, og gik straks i gang med at udforske det nye område.
Den nyindviede legeplads er inspireret af Asger Jorns farverige univers og er skabt til at stimulere de mindstes fantasi i trygge rammer. Esbjerg Kommune takker Esbjerg Kunstmuseum for idéen og modtog støtte fra Lauritzen Fonden samt Johan Hoffmann Fonden for at realisere projektet.