Nysgerrig, idérig og fremsynet jurist med mod på europæisk regeludvikling

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du bruge din viden og dine kompetencer til at gøre Danmark mere tryg for forbrugere og virksomheder både nu og i fremtiden ved at påvirke de regler som kommer fra EU?

Sikkerhedsstyrelsen arbejder for at skabe sikkerhed for de danske forbrugere, så de kan have tillid til de produkter, de køber på EU’s indre marked og oplever en sikker grøn omstilling. Virksomheder skal opleve lige markedsvilkår, og derfor kontrollerer vi, at de erhvervsdrivende overholder de gældende lovkrav. Det gør vi ved at føre tilsyn hos virksomheder, kontrollere produkter, udstede godkendelser og autorisationer, ligesom vi vejleder og kommunikerer om regler og vores viden.

Vi er i en rivende udvikling og får løbende nye opgaver. En stigende andel af opgaverne udspringer af EU-regler. Derfor leder vi lige nu efter netop dig, der har lyst til at deltage i styrelsens vigtige arbejde med at forhandle og give input til nye eller reviderede regler i EU, og derefter oversætte de europæiske regler til dansk ret og bringe dem til live i det danske samfund og blandt kollegerne, der varetager Sikkerhedsstyrelsens kontrol med regelefterlevelsen.

Opgaverne
Juras kerneopgave er at hjælpe vores tekniske og politiske kolleger i styrelsen med juridisk vejledning. Det er de tekniske sagsbehandlere, der sagsbehandler de fleste af styrelsens sager, mens juristerne understøtter med den juridiske viden.

Styrelsen er på de fleste fagområder involveret i EU-arbejdet omkring markedsovervågning – særligt på områder der relaterer sig til produkters sikkerhed og regelefterlevelse.
Juras primære opgave i denne sammenhæng er deltagelse i arbejdet omkring EU-retsakters tilblivelse og forhandlingen af dem. Det foregår i et trekløver, hvor vi arbejder tæt sammen med en kollega fra Politik og en teknisk kollega fra Produktkontrol. Du vil også få en væsentlig rolle i at få EU-reglerne gennemført i dansk ret i kraft af supplerende regler. Derudover skal reglerne formidles til erhvervsdrivende og kollegerne i Sikkerhedsstyrelsens drift.

For at søge stillingen skal du være cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende.

Det vil være afgørende, at du har mod på at deltage i det internationale arbejde. Har du allerede erfaring med EU-arbejde og/eller den danske beslutningsprocedure vil det være et plus. Har du endnu ikke erfaring med internationalt arbejde, klæder vi dig på til opgaven med vores særlige kursusforløb i international kompetenceudvikling.

Det er vigtigt, at du samtidig er indstillet på at deltage i afdelingens andre opgaver som fx juridisk support, da vi altid hjælper hinanden på tværs, for at komme i mål.

Vi leder efter dig, der:

  • Er holdspiller. Du er struktureret, nysgerrig og opsøgende. Du stiller dig til rådighed for dine kollegaer og bringer din viden i spil i tværfaglige samarbejder. Samtidig tager du ansvar for dine egne opgaver og leverer på et højt fagligt niveau til tiden.
  • Forstår, at god service er kimen til et godt samarbejde. Du lytter og spørger nysgerrigt ind, når kolleger med andre fagligheder end din egen har brug for sparring. Du stræber efter det gode samarbejde med fælles løsninger, men tør stå fast og sige fra, hvis der er nødvendigt rent juridisk.
  • Kan begå dig på alle niveauer i organisationen. Du trives i krydsfeltet mellem teknik, politik og jura. Du møder dine kollegaer med en grundholdning om, at vi bliver bedre gennem sparring og videndeling – også når det bliver udfordrende.
  • Kommunikerer klart og tydeligt. Regler og praksis skal formidles forståeligt til andre fagligheder, og det gør du ubesværet og med stor tålmodighed.
  • Trives i et politisk miljø. Du ved, hvad det betyder, når vi siger, at du skal have ’myndighedsforståelse’. Der følger et særligt forvaltningsmæssigt ansvar med at arbejde i en styrelse, og det tager du på dig.
Lidt om afdelingen

Du bliver en del af afdelingen Jura, som tæller 27 søde, sjove og dygtige kollegaer og bliver ledet af kontorchef Stine Pedersen.

Vi arbejder i selvstyrende teams, som er ansvarlige for egne opgaver, men som også er indstillede på at hjælpe hinanden på tværs af fagområder.

I Jura er fagligheden i højsædet, og der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling, da vi sparrer med hinanden om både store og små problemstillinger. Vi stræber efter at lave de opgaver, som vi hver især synes er interessante, og der er rig mulighed for læring og personlig udvikling med afdelingens mange varierede områder og opgavetyper.

Vi har fokus på trivsel og de gode arbejdsforhold, ligesom vi har en høj grad af fleksibilitet med mulighed for hjemmearbejde. Humøret er højt, og vi lægger vægt på, at vi sammen skaber en god arbejdsplads.

Vi arbejder i krydsfeltet mellem teknik, jura og politik. Vi har et tæt samarbejde med styrelsens faglige afdelinger, men vi lægger samtidig vægt på at være én juridisk afdeling, der sparrer og hjælper hinanden på tværs.

Erfaringen i afdelingen er blandet, hvor nogle er startet direkte efter studiet og andre har mange års erfaring fra myndigheder eller virksomheder. Fælles er dog, at alle er klar til at hjælpe dig godt i gang med dit nye job.

Styrelsens jurister deltager i tværgående projekter. Har du erfaring med projektledelse eller projektdeltagelse, vil det derfor også kunne bringes i spil hos os.

Afdelingen understøtter også departementet i Erhvervsministeriet med jura. Dette samarbejde kan bære præg af opgaver med korte tidsfrister.

Du kan se mere om, hvordan det er at arbejde i vores afdeling på vores hjemmeside: Job og karriere i Sikkerhedsstyrelsen

Styrelsen
Sikkerhedsstyrelsen deltager i internationalt arbejde og udarbejder love og bekendtgørelser på styrelsens egne fagområder. Vi har tæt samarbejde med andre ministerier og styrelser, og vi inddrager altid vores interessenter på de forskellige fagområder. Derfor skal du være indstillet på også at have en udadvendt og serviceminded rolle over for vores samarbejdspartnere.

Fælles for alle typer af opgaver er, at vi alle hjælper hinanden.

Vores fagområder dækker bl.a.:

  • sikkerhed for gas, gasinstallationer og gasanlæg
  • elinstallationer og elektriske anlæg
  • produktlovgivning, der omfatter alt fra store maskiner, til sutter og fyrværkeri
  • sundhedsområdet der bl.a. omhandler e-cigaretter, tobak og tatovering
  • og meget, meget mere …
Vi forventer ikke, at du har kendskab til vores fagområder, når du starter, når blot du er nysgerrig og initiativrig.

Sådan ansøger du

Send din ansøgning via link på www.sik.dk senest den 20. november 2023.
Vi forventer at holde de første samtaler 27. og 28. november 2023.

Du ansættes på fuld tid efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet med tiltrædelse hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til selve stillingen, er du velkommen til at ringe til kontorchef Stine Pedersen, tlf. 25 10 39 66 eller din kommende kollega Mette Nysom Thomsen, tlf. 33 73 20 55.


Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-rekrutteringspartner Mie-Pil Simmelsgaard-Madsen tlf. 91 33 70 45.

Vi glæder os til at høre fra dig.




INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Esbjerg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Sikkerhedsstyrelsen, Esbjerg Brygge, 6700 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5934726

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet