BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Til vores velfungerende afdeling søger vi en speciallæge i Patologisk Anatomi, gerne med interesse for udvikling og ledelse. Vi tilbyder ansættelse som overlæge eller afdelingslæge i en afdeling med spændende udfordringer og gode muligheder for at præge og udvikle specialet inden for flere af fagets mange specialistområder, at deltage i undervisning af kommende speciallæger i Patologisk Anatomi og at deltage i undervisning af lægestuderende på kandidatuddannelse på Esbjerg Sygehus (SVS).
Stillingen ønskes besat pr. 1. november 2023 eller efter nærmere aftale.
På afdelingen er vi 6 speciallæger, hvoraf én fungerer som ledende overlæge med reference til afdelingens ledelse. De diagnostiske funktioner udføres i et tæt samarbejde med de kliniske afdelinger og internt mellem de ansatte speciallæger, som hver især er subspecialiserede inden for organområderne hud, mamma, øre-næse-hals (herunder kæbekirurgiske specialpræparater), gastroenterologi, gynækologi inklusiv cervixcytologi og urologi. Årsproduktionen på ca. 25.000 histologiske og 20.000 cytologiske prøver. Afdelingen er kendetegnet ved et fagligt engageret personale og et godt arbejdsmiljø med en høj grad af socialt fællesskab.
Der vil være gode muligheder for at bidrage til et eller flere af ovennævnte specialistområder afhængig af ansøgers personlige præferencer og kompetencer. Inden for en kortere periode vil det også blive muligt evt. at overtage ledelsen af specialet, hvis ansøger vil være interesseret heri. Vi vil bistå med både støtte, praktisk og formel uddannelse.
Esbjerg Sygehus har ca. 370 senge, og har en lang række specialafdelinger, som betjener en befolkning på ca. 225.000. Der er på sygehuset 30 kliniske specialer og seks diagnostiske specialer. Sygehuset har afdelinger i både Esbjerg og Grindsted. Siden efterårssemestret 2022 har sygehuset desuden været ansvarlig for kandidatuddannelsen fra Syddansk Universitet af 30 læger pr. år. Esbjerg Sygehus har status af akutsygehus i Regionen.
Klinisk Patologisk Anatomi (KPA) er organisatorisk placeret i Klinisk Diagnostisk Afdeling (KDA), og er beliggende i Esbjerg. KDA er en samling af specialerne Klinisk Biokemi og Immunologi, Patologisk Anatomi og Klinisk Mikrobiologi samt Infektionshygiejnisk enhed. KDA betjener Region Syddanmarks sygehuse og primærsektoren i vores optageområde.
Vi har et velfungerende laboratorium, som er placeret i nyindrettede, lyse, venlige lokaler og vi har gennem tiden fornyet vores apparaturpark, som bidrager til en hurtig og jævn arbejdsgang med en kvalitativ høj standard. Dertil har vi del i et velfungerende molekylærbiologisk laboratorium med dedikerede molekylærbiologer og bioinformatiker, der arbejder med analyser fra alle specialer. Laboratoriet og støttefunktionerne er bemandet med en ledende bioanalytiker, 15 bioanalytikere, tre lægesekretærer, en husassistent og to kapelbetjente.
Vi har løbende tre - fire yngre læger tilknyttet afdelingen i uddannelsesstillinger, og ansøger vil derfor have gode muligheder for at bidrage hertil.
KDA er udviklingsorienteret, og har en meget aktiv forskningsafdeling, hvor hovedfokus er på trombose, koagulation og overfladeaktivering. Patologisk Anatomi er p.t. gennem forskningsafdelingen involveret i et forskningsprojekt omkring colitis ulcerosa, fedme og præeklampsi. Derudover er afdelingen tilknyttet BRIDGE (Brain Research – Inter Disciplinary Guided Excellence), og herunder administration af hjernesamlingen med dertil knyttet neuropatologisk forskning. Der vil være gode muligheder for at deltage aktivt i disse eller andre projekter på SVS. Samtidig søger vi at udforske mulighederne for inddragelse af kunstig intelligens (AI) i den daglige diagnostik.
Stillingen ønskes besat med en velkvalificeret speciallæge i Patologisk Anatomi med de rette personlige egenskaber og med evner til at indgå i afdelingens drift og udvikling. Gode samarbejdsevner vægtes højt. Ansøger bedes i sin ansøgning angive, hvilke ønsker, der er til specialistområder, og om ansøger har interesse i uddannelse af speciallæger.
Løn og ansættelsesforhold er i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger indgåede overenskomst. Stillingen er vagtfri. Ansøgere, der allerede er ansat som tjenestemænd, kan vælge at bibeholde deres tjenestemandsstatus.
Region Syddanmark har indført digital patologi, hvilket åbner for gode samarbejdsmuligheder mellem afdelingerne i hele Regionen og det giver på det individuelle plan mulighed for evt. aftalte hjemmearbejdsdage. Vi vil også være åbne over for evt. ønsker om deltidsansættelse.
Hvis du søger stillingen som overlæge bedes du udfylde et skema til brug for den lægefaglige bedømmelse af overlæger i Region Syddanmark. Skemaet er ikke nødvendig, hvis du søger stilling som afdelingslæge. Du finder skemaet her.
Ansøgningen udfærdiges i henhold til kvalifikationskrav i relation til de 7 lægeroller/kompetenceområder for speciallæger og vedlæges CV.
Ansøgningsfrist er d. 22. oktober 2023. Vi forventer afholde samtaler i uge 43.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Niels Korsgaard på 7918 2453 og e-mail: Niels.Korsgaard@rsyd.dk eller Cheflæge Claudia Stahlberg Bode på 20413053 og email: Claudia.Irene.Stahlberg.Bode@rsyd.dk.
Information:
Esbjerg Sygehus er med sine mere end 2700 ansatte én af Esbjergs største arbejdspladser. Sygehuset er et veldrevet akutsygehus med høj faglighed for det sydvestjyske område i Region Syddanmark. Sygehuset har aktiviteter i henholdsvis Esbjerg og Grindsted samt en veneklinik i Brørup. Esbjerg Sygehus rummer de fleste kliniske specialer på et højt fagligt niveau sammen med en udbygget og moderne diagnostiskfunktion. Der behandles ca. 40.000 indlagte patienter om året, og der gennemføres ca. 285.000 ambulante besøg på årlig basis. Sygehuset er i en positiv udvikling med en fortsat ambition om at være et effektivt og imødekommende sygehus valgt af patienterne. Det er Danmarks 5. største akutsygehus med en velfungerende FAM, som fordrer en høj grad af tværgående aktivitet og samarbejde for at opnå optimalt patientfokus og effektive patientforløb. Der er mange spændende aktiviteter i gang på sygehuset, der er bygget en ny sengebygning, der arbejdes med patient- og pårørende involvering. Kvalitets- og forbedringsarbejdet vægtes højt, herunder indgår Esbjerg Sygehus i den Syddanske forbedringsmodel. Der er gode samarbejdsrelationer i det tværsektorielle samarbejde og der er mulighed for at deltage i udviklings- og forskningsinitiativer.
På Esbjerg Sygehus tænker vi i det hele menneske. Så som vores nye overlæge vil du opleve, at vi både har fokus på dig og din faglige karriere, men også på, hvad der gør det interessant for resten af din familie, at bo i Danmarks 5. største by, Esbjerg. Se f.eks. mere om karrieremuligheder og tilflytterservice på www.energimetropol.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Sydvestjysk Sygehus, Finsensgade , 6700 Esbjerg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5913905