Trafikforholdene i Skolegade er ændret flere gange
Syd- og Sønderjyllands Politi har de seneste uger vejledt trafikanter i, hvordan de skal færdes i Skolegade i Esbjerg. Som et forsøg er kørsel fra Kirkegade til Torvegade midlertidigt forbudt.
”Når trafikforholdene ændres, så vejleder vi i første omgang om ændringerne. Det kan generelt være svært for trafikanter at indrette sig efter ny skiltning,” siger politikommissær Anders H. Borg.
Forbuddet i Skolegade ophæves hver gang, der er arrangementer på byens torv, så trafikanterne i de perioder godt må køre både fra Kirkegade til Torvegade og fra Englandsgade til Torvegade, hvis de har et lovligt ærinde. Det skete eksempelvis under et nyligt ugelangt streetfood-marked og vil igen være tilfældet under byens festuge.
”Hver gang ændres skiltningen, så den passer til de aktuelle regler. Det kan være svært at finde ud af for trafikanterne, så vi har en pragmatisk tilgang og vejleder i første omgang om reglerne. Men det er klart, at hvis vi oplever overtrædelser på lidt længere sigt, så finder vi bødeblokken frem,” siger politikommissæren.
Forsøget slutter til september.