Sikkerhedsstyrelsen fejrer 20 års vokseværk i Esbjerg

- Vi er i dag en styrelse i stor udvikling, og det er forebyggelsesplanen et godt eksempel på. Det bliver vores opgave at kontrollere, om reglerne overholdes, og det kræver, at vi sikrer de rette kompetencer til både kontrollen, juraen og alle de andre facetter. Det er vi i fuld gang med, og vi har god erfaring med at opbygge nye ansvarsområder, siger direktør Maibrit Brandt (Foto: Sikkerhedsstyrelsen)
dato

Sikkerhedsstyrelsen var den første styrelse, der flyttede uden for hovedstadsområdet. Dengang handlede det primært om kontrol med el, gas, og nogle områder inden for produktsikkerhed – siden er Sikkerhedsstyrelsen vokset og er nu den myndighed, der markedsovervåger flest områder.

Mandag fejrede Sikkerhedsstyrelsens medarbejdere og indbudte gæster de seneste 20 år som styrelse i Esbjerg.

Styrelsen flyttede for snart fem år siden ind i moderne bygninger ved Vesterhavet på Esbjerg Brygge, og styrelsen får stadig flere opgaver og medarbejdere tilknyttet. Mens styrelsen ved dens 10-års jubilæum havde 110 medarbejdere, er det antal i dag fordoblet.

Senest har Folketinget vedtaget en ny forebyggelsesplan for at nedsætte børn og unges forbrug af alkohol, nikotin og tobak. Den opgave er tilgået Sikkerhedsstyrelsen og skaber nu igen nye arbejdspladser.

- Vi er i dag en styrelse i stor udvikling, og det er forebyggelsesplanen et godt eksempel på. Det bliver vores opgave at kontrollere, om reglerne overholdes, og det kræver, at vi sikrer de rette kompetencer til både kontrollen, juraen og alle de andre facetter. Det er vi i fuld gang med, og vi har god erfaring med at opbygge nye ansvarsområder, siger direktør Maibrit Brandt.

Sikkerhedsstyrelsen var den første styrelse, der flyttede væk fra hovedstadsområdet, og i dag udfører styrelsen markedsovervågning og tilsyn på en række områder som el, gas, fyrværkeri, tatovørbutikker, tobaksvarer og e-cigaretter, huseftersyn, produkter som fx legetøj og meget andet.

- Vi har løbende været i stand til at tilpasse os mange nye ansvarsområder. I al ubeskedenhed har vi vel som den første styrelse med hovedsæde uden for hovedstadsområdet om nogen bevist, at det absolut er muligt at tiltrække dygtige medarbejdere og løfte en stor kontrolopgave herude i den vestlige del af landet, siger direktør Maibrit Brandt.

Som hjælp til at sikre den nødvendige højtuddannede arbejdskraft har Sikkerhedsstyrelsen været blandt de lokale arbejdspladser, der har arbejdet for at få en jurauddannelse til Esbjerg.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.