Teknisk sagsbehandler til Produktkontrol

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at videreudvikle Sikkerhedsstyrelsens kontroller og har du lyst til at sikre danske forbrugere mod farlige produkter?

Er det vigtigt for dig at have et job, hvor du gør en forskel for forbrugere og virksomheder i Danmark? Er du en skarp kommunikator og holdspiller? Så er det her det rigtige stillingsopslag for dig!

Når danske forbrugere køber produkter eller serviceydelser, skal de mødes af en høj standard af produktsikkerhed. Den sikrer Sikkerhedsstyrelsen gennem markedsovervågning og tilsyn på det danske marked. Vi er en serviceorienteret og digital myndighed, som arbejder målrettet på hele tiden at udvikle vores metoder og værktøjer, bl.a. gennem digitalisering af vores processer, til gavn for danske forbrugere og virksomheder.

Sikkerhedsstyrelsen er nationalt kontaktpunkt for driften af flere EU-systemer, som udveksler data om farlige og uoverensstemmende produkter i EU og herunder kontaktflade mellem EU-myndigheder og EU Kommissionen. Vi søger lige nu 2 medarbejdere til at håndtere de opgaver, der er i forbindelse med det nationale kontaktpunkt, og behandling af lettere reaktive sager på tværs af styrelsens produktområder. Der er tale om en fast stilling og et barselsvikariat.

Du vil blive tilknyttet Produktkontrol, som arbejder for at hjælpe virksomheder til at forstå deres forpligtelser i forhold til produktsikkerhed, teknologier og processer, samt at virksomhederne efterlever kravene til de enkelte produkter på tværs af vores mange fagområder. Vi arbejder tæt sammen med vores støttefunktioner. Vores uddannelsesmæssige baggrunde er primært tekniske, administrative, IT-mæssige og juridiske. 

Hvad forventer vi af dig?

Med dig om bord tæller Produktkontrol ca. 50 dedikerede medarbejdere. Vi bidrager alle med gejst, godt kollegaskab og solid faglig viden. Vi er gode til at samarbejde på tværs af fagligheder og finder hurtigt nye løsninger. Den tilgang forventer vi også du har, når du som en del af et tværfagligt team er med til at drive og udvikle opgaveløsningen i Produktkontrol.

Hvis følgende lyder som en god beskrivelse af dig, bliver vi begejstrede for at modtage din ansøgning.

  • Du skaber god dialog og går vores kunder i møde. Du er god til alle typer af mennesker og kan tage snakken på telefon, dialogen på skrift og særligt i mødet med virksomhederne. Du brænder for at bidrage til at gøre sikkerhed ukompliceret og skabe gode forhold for både virksomheder og forbrugere. Da der er internationale samarbejdsopgaver i stillingen, forventer vi desuden at du er komfortabel med at kommunikere på engelsk både i skrift og tale.
  • Du er holdspiller. Du formår at bidrage til et godt samarbejde om de daglige opgaver, som du løser sammen med resten af dit team og på tværs af vores forskellige fagligheder og opgaver. Sammen med dit team er du god til at sætte mål og sammen levere resultater.
  • Du går til nye og gamle opgaver med entusiasme og overblik. Du er i stand til at løfte mange typer af opgaver og er hurtig til at sætte dig ind i nyt stof. Udsigten til nye opgaver og områder er en præmis i jobbet, som du værdsætter. Du kan lide at have mange forskellige opgaver og forstår at planlægge dit arbejde, så overblikket ikke skrider. Du er omstillingsparat og forstår, at det sommetider er nødvendigt at slippe alt til fordel for fx faglige input til en pressesag eller til Ministerbetjening.
  • IT er en naturlig del af din værktøjskasse. Du er vant til at arbejde med IT, bl.a. i form af Office-pakken og har let ved at anvende nye programmer og systemer. Du er er motiveret for at arbejde med udvikling af digitale løsninger og bidrage til nytænkning inden for det digitale område, da vi hele tiden søger muligheder for at udvikle og inddrage digitale løsninger i driften.

Vi forestiller os, at du har en administrativ uddannelse som administrationsbachelor, kontoruddannelse eller lignende. Din formelle baggrund er ikke det afgørende, men har du erfaring fra en anden offentlig myndighed så er det en fordel. Hvis du er nyuddannet hører vi også gerne fra dig.

Hvad kommer du til at lave?

Din primære opgave vil være at håndtere de sager der kommer igennem EU-systemerne og sagsbehandling af lettere reaktive sager. Der ud over kommer du til at bidrage til styrelsens fortsatte udvikling af forretningen og digitalisering på området.

  • Du skal formidle oplysninger mellem Kommissionen og de nationale markedsovervågningsmyndigheder, der benytter systemerne.
  • Du skal kontrollere og validere notifikationer inden de videresendes til Kommissionen.
  • Du skal udføre support til brugerne og vedligeholde brugeradgange til systemet. 
  • Du skal undervise brugerne i systemet efter behov. 
  • Du skal evt. deltage i RAPEX Contact Point meetings. 
  • Du har interesse og flair for både det tekniske og juridiske, og forståelse for de spilleregler der gælder i en offentlig myndighed. 
  • Du har en tilgang, hvor du arbejder for at opnå det optimale data- og analysegrundlag til en velfungerende og konsekvent markedsovervågning til fordel for virksomheder og forbrugere.

Sådan ansøger du

Send din ansøgning og dit CV via link på www.sik.dk senest den 1. februar 2023. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 6 og 2. samtaler i uge 8.

Du vil blive ansat på en gældende overenskomst alt efter, hvilken baggrund du kommer med. Din titel vil blive teknisk sagsbehandler og arbejdet er som udgangspunkt i Esbjerg.

Har du spørgsmål til selve stillingen, er du velkommen til at ringe til teamleder Lene Nørskov Svensson på 25 43 16 11.

Vi vil gerne have dig som ny kollega senest 1. april 2023.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

I  Erhvervsministeriet  tror  vi  på,  at  et  inkluderende,  mangfoldigt  arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi

opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=ee93d019)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Esbjerg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Erhvervsministeriet, Esbjerg Brygge, 6700 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5972926

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet