To mænd sigtet efter slagsmål

dato

To beboere på asylcenter i Hviding anholdt efter vold og knivstik

Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 20.20 en anmeldelse om uroligheder på et værelse på asylcenteret i Hviding. To beboere blev efterfølgende anholdt og sigtet for henholdsvis forsøg på manddrab og for grov vold.

 

Patruljen kom kort efter anmeldelsen til centeret og kunne konstatere, at en 42-årig beboer havde stukket en 41-årig beboer med en kniv. Efter at være blevet stukket havde den 41-årige beboer slået den 42-årige i hovedet med en genstand. Den 42-årige blev efterfølgende indlagt med skader i hovedet, men er uden for livsfare. Den 41-årige fik ikke alvorlige skader efter knivstikket.

 

Den 42-årige mand blev sigtet for forsøg på manddrab og den 41-årige for grov vold. De to mænd fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg i dag klokken 14.00, hvor Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre. Den 42-årige fremstilles in absentia, da han fortsat er indlagt.  

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket sagen natten igennem og efterforskningen fortsætter. Samtidig gennemfører politiet et tryghedsbesøg på asylcenteret mandag, ligesom politiet er i dialog med asylcenterets ledelse.

 

Politiet har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi