Hændelsen skete den 7. september 2025 i Vejen, hvor den 35-årige mand med et haglgevær afgav skud mod en 46-årig mand.
En 35-årig mand fra Esbjerg Kommune blev i dag ved Retten i Esbjerg kendt skyldig i drabsforsøg foregået den 7. september 2025 på Rønnebærhaven i Vejen.Syd- & Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 23.29 om, at en person var blevet skudt.
Den 35-årige mand, som er syrisk statsborger, blev dømt for at have affyret to skud mod en 46-årig mand med et haglgevær gennem et vindue. Den forurettede blev ramt på overkroppen af adskillige hagl fra cirka 5 meters afstand.
De to personer kendte hinanden i forvejen.
Den nu dømte undløb fra stedet og blev senere på natten fundet af politiet, hvorefter han blev anholdt og sigtet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør og har siden været varetægtsfængslet i sagen. Han er fængslet efter dagens dom.
”Nævningetingets dom i dag er et resultat af en hurtig indsats fra politiet, der førte til anholdelse af gerningsmanden få timer efter skyderiet. De beviser, der blev sikret i den indledende fase, viste sig at få afgørende betydning,” siger anklagerfuldmægtig Kasper Ørts Jørgensen, Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Den 35-årige dømte blev ud over fængselsstraffen på 8 års ubetinget fængsel ligeledes udvist af Danmark for bestandig. Han ankede dommen ved domsafsigelsen.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi