Bliv materielansvarlig og vær med til at optimere logistikken på Esbjerg Sygehus' flåde af køretøjer og udstyr

dato

Logistik- og Serviceafdelingen har en stilling som Materielansvarlig ledig.
Vi forventer ansættelse senest 1. marts 2026. Hvem er vi? Logistik- og serviceafdelingen på Esbjerg Sygehus servicerer organisationen med forskelligartede opgaver bl.a. rengøring, patientservice, varelogistik, blodprøvekørsel, affaldshåndtering, mindre flytninger, distribuering af post og arkivering og holder samtidigt en større flåde af udlånsbiler og varevogne kørende hver dag. Vi har pr. 1/1 2026 cirka 50 biler kørende i vores regi.
Du bliver en del af afdelingens administrative team, som består af i alt 7 medarbejdere. Du skal være med til at sikre, at vores vognpark og materiel (gulvvaskere, i-mops, stablere, movere mv.) altid er kørende. Sygehuset har i disse år fokus på at optimere samarbejdsprocesserne omkring patienterne, så de oplever bedre og smidigere forløb og god service i mødet med alle medarbejdere. Logistik- og serviceafdelingens medarbejdere spiller en central rolle i den udvikling, da vi yder service på tværs af organisationen, i mødet med både patienter/pårørende og med alle husets fagprofessionelle.

Din rolle Din grundlæggende rolle er at sørge for at alle vores biler i vores flåde er kørende, at de bliver kørt til service og retur igen, at bilerne har de korrekte dæk på efter årstiden, samt småreparationer som udskiftning af pærer, måtter mm. Du sørger for at udlånsbilerne fremstår rene og pæne, hvilket indebærer vask og støvsugning, når det er nødvendigt. Du sikrer, at bilerne kommer til syn og liftservice rettidigt, og arbejder på at optimere omkostningsbesparelser på området. Brugerne af bilerne har dig som kontaktperson, og du hjælper ved at svare på deres forespørgsler og her-og-nu opstående problematikker. Du kan starte bilerne med booster, hvis de løber tør for strøm, og du løser selv de praktiske opgaver, der giver mening, og det øvrige koordinerer du udførslen på.
Ud over vores 50 biler har vi alt muligt andet mekanisk udstyr, som vi benytter i både Esbjerg og Grindsted. Dette udstyr kræver løbende opfølgning mht. reparationer og nødvendig service. Ved nedbrud skal du finde alternative løsninger og samtidigt sørge for, at vi hurtigst muligt er tilbage til normal drift igen.
Du skal skabe overblik over udstyret i forhold til reparationshistorik og generel stand, så der kan optimeres og besluttes, hvornår noget materiel bør udskiftes.
Af administrative opgaver kan nævnes kilometerregnskab til indberetning, opgaver i forbindelse med vores faste transportruter, som henter blodprøver hos lægehuse (herunder ruteplanlægning, bemanding og kommunikation), bestilling af tankkort (brændstof og el), vedligeholde arbejdsbeskrivelser og øvrigt skriftligt materiale, som forefindes i bilerne.

Din profil Du har en stærk teknisk forståelse og interesse - samtidig med at du administrativt er disciplineret. Du begår dig sikkert i Excel, og du kan både pr mail og telefon tage kontakt, stille spørgsmål og lave aftaler med virksomheder såvel som kolleger og samarbejdspartnere. Du skal have tekniske kundskaber og erfaring, samt kunne udføre teknisk fejlsøgning. Du skal selv kunne servicere og afhjælpe problemer med kørende materiel, når det giver mening, men en stor del af dine opgaver vil ligge i det administrative. Opgaverne vil udvikle sig løbende.
Du har ordenssans, er selvkørende og har et positivt syn på problemer – de er til for at blive løst! Du trives i et uhøjtideligt arbejdsmiljø med en meget flad ledelsesstruktur, hvor godt humør og dårlig humor er værdsat. Du er løsningsorienteret og tålmodig, og skal ind imellem kunne træffe nogle hurtige men samtidigt velovervejede beslutninger, så vores brugere og kollegaer hurtigt kan komme videre med deres arbejde. Du skal have lyst og evner til at nytænke og komme med løsningsforslag, som kan forbedre vores hverdag - samtidigt med at der tages hensyn til afdelingens økonomi. Du gør det godt, når brugere og kolleger oplever god service, effektivitet og rettidig omhu så nedbrud minimeres.

Om stillingen Stillingen er på 37 timer pr. uge og aflønning sker efter gældende overenskomst.
Du vil til dels kunne modtage oplæring, men da der er tale om en nyoprettet stilling, og vi ikke helt kender alle forestående opgaver, skal du med nysgerrighed og med din erfaring finde frem til hvordan opgaverne mest optimalt kan udføres.
Ansættelses- og arbejdssted er Esbjerg Sygehus, hvor du refererer til Logistik- og Servicechef Bo Lillelund.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte:
Logistik- og Servicechef Bo Lillelund på telefon 79 18 26 00.

Ansøgningsprocedure Ansøgning, curriculum vitae (CV) og evt. øvrige dokumenter uploades via link.
Ansøgningsfristen er den 15.01.2026
Ansættelsessamtaler afholdes den 22.01.2026

Er Esbjerg og Grindsted Sygehus noget for dig? Esbjerg og Grindsted Sygehus er et veldrevet akutsygehus med høj faglighed. Sygehuset er i en positiv udvikling med en fortsat ambition om at være et effektivt og imødekommende sygehus valgt af patienterne. Vi er et stort akutsygehus med en velfungerende akut-modtagelse, som fordrer en høj grad af tværgående aktivitet og samarbejde for at opnå optimalt patientfokus og effektive patientforløb. Der er mange spændende aktiviteter i gang på sygehuset, der bygges og ombygges flere steder, der arbejdes med patient- og pårørende involvering, kvalitets- og forbedringsarbejdet vægtes højt, og Esbjerg og Grindsted Sygehus er Videns sygehus for Compassion.


INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Esbjerg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Sydvestjysk Sygehus, Finsensgade, 6700 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/855a5537-737a-47db-bb97-a669e0075391

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet