En 49-årig mand er sigtet for at have sat et kamera op i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Midt- og Vestjyllands Politi har overtaget efterforskningen
Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag klokken 13.56 en anmeldelse om, at to gæster i Svømmestadion Danmark havde fundet et videokamera skjult under en håndvask på et toilet på et fællesområde.
Personalet lod kameraet sidde og ventede på, at det blev afhentet af en 49-årig mand og tilkaldte herefter politiet. Den 49-årige blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse, som han erkender.
Syd- og Sønderjyllands Politi har herefter ransaget mandens bolig. Under ransagning har politiet sikret elektroniske enheder, som politiet nu skal undersøge nærmere.
Politiet er fortsat på et meget tidligt stadie i efterforskningen, der nu skal klarlægge omfanget og grovheden.
Ved første gennemgang er der umiddelbart intet, der tyder på, at den 49-årig har delt materialet med andre.
Efterforskningen er overtaget af Midt- og Vestjyllands Politi, da der kan være tale om, at ansatte ved Syd- og Sønderjyllands Politi er blandt de forurettede.
Kan der identificeres forurettede ud fra materialet, vil politiet tage kontakt til de pågældende.