Mød dine EU-kandidater og bliv klar til sommerens skæbnevalg

EU-ekspert, historiker og journalist, Vibe Termansen, modererer debatten. (Foto: Demokrati i Europa Oplysningsforbundet)
dato

Den 30. april inviterer Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO) og 3F til valgmøde på Esbjerg Havn. Sammen med en række kandidater til Europa-Parlamentet diskuteres retningen for fremtidens europæiske samarbejde.

De seneste fem års valgperiode har udgjort en højdramatisk tid i EU’s historie, hvor spørgsmålene står i kø angående blandt andet klima, krig, forsyningssikkerhed, udvidelser og geopolitik.

Det forestående valg til juni er derfor blevet kaldet et skæbnevalg. Omkring 400 millioner stemmeberettigede europæere skal sætte deres kryds til Europa-Parlamentsvalget og dermed være med til at definere EU’s fremtid.

Men hvad bliver valgets store dagsordener? Hvem er kandidaterne? Og hvad vil de arbejde for i Parlamentet?

Det undersøger DEO og 3F gennem en række valgmøder landet over, hvor politikerne bliver bedt om at give deres bud på, i hvilken retning det europæiske samarbejde skal udvikle sig, og hvordan vi bedst løser de mange udfordringer i og omkring EU, mens du som vælger har mulighed for at få besvaret dine mest presserende spørgsmål.

Du kan møde og diskutere med nogle af de kandidater, der kæmper om 15 danske pladser i EU-Parlamentet, tirsdag den 30. april i Mønstringshuset på Esbjerg Havn, kl. 16.00-18.00. Der vil være forplejning efter debatten. Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig på www.deo.dk.

Kilde: Demokrati i Europa Oplysningsforbundet
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.