Politiet har modtaget ni anmeldelser om tricktyverier af cigaretter i løbet tre af uger
Syd- & Sønderjyllands Politi har siden den 23. januar modtaget ni anmeldelser om tricktyveri af cigaretter fra tankstationer og supermarkeder i Varde og Esbjerg Ø. Syv anmeldelser fra Varde og to fra Esbjerg Ø.
Efterforskningen indikerer, at der er tale om den samme gerningsperson i alle ni tilfælde. Tricktyverierne foregår typisk ved, at en mand distraherer personalet, blandt andet ved først at få cigaretter placeret på disken, hvorefter han i flere tilfælde spørger efter andre varer, som eksempelvis spiritusflasker, hvorefter han løber væk med cigaretterne, mens ekspedienten vender sig om efter en anden vare.
”Vi opfordrer derfor til, at forretningerne er ekstra opmærksomme, når de sælger cigaretter eller andre særligt værdifulde varer, der bliver lagt frem på disken, før der er betalt for dem,” siger politikommissær Claus Løbner fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Politiet vil meget gerne i kontakt med borgere, der har oplysninger om sagerne eller om gerningspersonen, der beskrives som en 25-35-årig mand, der er lys i huden, har sort, kort hår og sort, kort skæg, og som taler dansk med en accent, der muligvis er en østeuropæisk accent.
Har du oplysninger i sagen, kan du ringe til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.