Politiet går i gang med brandtekniske undersøgelser fredag

dato

En række evakuerede beboere får fredag mulighed for at hente absolut nødvendige genstande i deres lejligheder.

Syd- & Sønderjyllands Politi går fredag i gang med de brandtekniske undersøgelser i forbindelse med den omfattende brand nytårsaften i en boligblok på Platanvej i Esbjerg.

 

Sydvestjysk Brandvæsen er torsdag eftermiddag færdig med deres indsats, hvorefter politiet og Hjemmeværnet bevogter brandstedet.

 

Tagkonstruktionen og lejlighederne på anden sal er voldsomt beskadigede som følge af branden.

 

Det er dog muligt for de evakuerede beboere i stueetagen og på første sal i løbet af fredag at kunne hente absolut nødvendige genstande, fx medicin, i deres lejligheder.

 

Beboerne må af hensyn til risikoen for nedstyrtning m.m. ikke gå alene ind i bygningen, men vil blive ledsaget af politiet.

 

Beboerne kan allerede nu kontakte Hjemmeværnet eller politiet på brandstedet for at aftale nærmere, men myndighederne opfordrer samtidig de berørte borgere til at være tålmodige i forhold til, hvor hurtigt de kan få adgang til deres lejligheder.

 

Flere beboere er blevet undersøgt for røgforgiftning i forbindelse med branden, men heldigvis er ingen kommet til skade.

 

En umiddelbar vurdering om årsagen er, at der kan være tale om fyrværkeri, men det kan politiet først sige endeligt, når efterforskningen er tilendebragt. Der er dog ikke nogen indikation på, at der kan være tale om en påsat brand.

 

Pressens kontaktpunkt er vagtchefen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi