Bliv koordinator for ERP og dokumentation hos førende virksomhed i Esbjerg

dato

Koordinator til ERP og dokumentation

Er du god til at skabe overblik, arbejde struktureret i IT-systemer og følge opgaver helt til dørs? Så kan du være den, vi søger til en koordinerende rolle hos én af vores største kunder.

Du bliver ansat hos TS TECH, men din daglige arbejdsplads vil være hos en stor kunde i Esbjerg, hvor du bliver en del af den daglige drift på lokationen.

Din opgave er at sikre, at information, ordrer, certifikater og anden relevant dokumentation bliver håndteret og registreret korrekt i de systemer, der understøtter vedligeholdelsen. Du skal også bidrage med input til forbedringer i ERP-systemet og hjælpe kunden med at sikre den rette dokumentation, når der er behov for det.

Du behøver ikke være tekniker. Rollen passer godt til dig, der har erfaring med administration, dokumentation, ordrebehandling, kvalitet eller koordinering og gerne vil arbejde tættere på en teknisk drift. Det vigtigste er, at du er fortrolig med IT, arbejder struktureret og har lyst til at lære området.

Det kommer du konkret til at arbejde med

En stor del af din arbejdsdag foregår ved computeren. Du vil blandt andet:

  • håndtere certifikater og dokumentation i ERP-systemer
  • komme med input til forbedringer og optimering af arbejdsgange i ERP-systemet
  • hjælpe sites med at sikre og fremskaffe den rette dokumentation
  • koordinere opgaver med eksterne underleverandører
  • oprette interne og eksterne ordrer
  • følge op på, at information og dokumentation er korrekt registreret
  • samarbejde med medarbejdere hos kunden, leverandører og kolleger fra TS TECH.

Arbejdet er forholdsvis rutinepræget, og flere opgaver gentager sig. Samtidig vil der være situationer, hvor du skal undersøge, hvorfor noget ikke fungerer som forventet, finde den nødvendige dokumentation eller se muligheder for at gøre en arbejdsgang mere enkel.

Du lykkes i rollen, når dokumentationen er på plads, oplysningerne i systemerne er korrekte, og de relevante kunder får den støtte, de har brug for.

Hvem trives bedst i rollen?

Du vil sandsynligvis trives godt, hvis du kan lide struktur og faste arbejdsgange, men samtidig er nysgerrig på, hvordan systemer og processer kan forbedres.

Din baggrund kan eksempelvis være administration, dokumenthåndtering, sagsbehandling, kvalitetssikring, ordrebehandling eller en koordinerende funktion. Du kan være faglært eller have opbygget dine kompetencer gennem praktisk erfaring. Teknisk baggrund er ikke et krav.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • er fortrolig med IT og har let ved at lære nye programmer og systemer
  • kan engelsk på et professionelt niveau i skrift og tale
  • arbejder struktureret og selvstændigt med data, dokumenter og opfølgning
  • tager initiativ til at finde information, afklare spørgsmål og få opgaver videre
  • kommunikerer klart og ordentligt med kolleger, kunde og leverandører
  • har blik for kvalitet og forbedringsmuligheder, også når opgaverne gentager sig.
Team og samarbejde

Du bliver ansat hos TS TECH, men arbejder til daglig hos kunden. Det betyder, at du får samarbejdsrelationer i begge organisationer og skal kunne arbejde selvstændigt, opsøge den information, du har brug for, og selv være med til at skabe relationer omkring dig.

Når din daglige arbejdsplads er hos kunden, kommer kollegaskabet ikke nødvendigvis af sig selv. Derfor skal du være komfortabel med selv at række ud, stille spørgsmål og blive en del af samarbejdet på sitet.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag. Til gengæld skal du være nysgerrig, stille spørgsmål og have lyst til at sætte dig ind i både TS TECHs og kundens systemer og arbejdsgange.

Det får du hos os

Du får en fast fuldtidsstilling på funktionærvilkår med tydelige ansvarsområder og faste processer.

Samtidig får du mulighed for at udvikle din erfaring med ERP-systemer, dokumentation, kvalitetsarbejde og procesforbedringer i en større driftsorganisation.

Hos TS TECH vægter vi ordentlighed, kvalitet og godt samarbejde. Der skal være plads til at lære rollen og blive dygtigere undervejs.

Praktiske forhold

Tiltrædelse snarest muligt. Vi indkalder løbende til samtaler.

Vi tilbyder en unik mulighed

TS TECH A/S har sat kursen mod international vækst, båret af bl.a. et strategisk fokus på vindsegmentet. Vi søger blandt de bedste og stiller krav. Til gengæld får DU muligheden for at blive en del af en virksomhed, som har sat kursen mod endnu mere vækst, og som har midlerne, strategien, ambitionerne samt de ledelsesmæssige kompetencer til at nå målene.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Esbjerg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

TS TECH, H E Bluhmes Vej, 6700 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-09-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ba586090-5ef1-4ad5-a706-aa2314c2c719

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet